Vedtægterne er senest rettet den: 30-03-2005
§ 1 - Navn og hjemsted
Klubben er "Dansk-Tysk Industri- & Handelsklub". Dens hjemsted er København.
§ 2 - Formål
Stk. 1. Klubbens formål er at medvirke til at
fremme de økonomiske forbindelser mellem Danmark og Forbundsrepublikken
Tyskland og til at skabe kontakt mellem interesserede indenfor
erhvervslivet i de to lande, enkeltpersoner, firmaer, institutioner og
andre.
Stk. 2. Dette formål søges opnået ved arrangement af
foredrag, gensidige besøg, udsendelse af oplysningsmateriale og på
anden egnet måde.
Stk. 3. Til opnåelse af klubbens formål kan
klubbens bestyrelse give tilladelse til oprettelse af afdelinger af
klubben uden for København.
§ 3 - Medlemskab
Stk. 1. Indmeldelse sker skriftligt til
klubbens bestyrelse, og medlemskab er gyldigt efter godkendelse og
betaling af kontingent.
Stk. 2. Som medlem kan optages:
1. Danske og tyske statsborgere.
2.
Firmaer (herunder interessentskaber, aktieselskaber, og
anpartsselskaber), institutioner og andre juridiske personer med
hjemsted i Danmark eller Tyskland.
3. Andre end de under pkt. 1. og 2. nævnte, såfremt særlige forhold gør det rimeligt.
Stk.
3. Ethvert medlem af klubben er samtidig direkte medlem af Dansk-Tysk
Selskab, enkeltpersoner som aktive medlemmer af selskabet, andre -
optaget i henhold til stk. 2, pkt. 2 eller 3 - som bidragydende, uden
stemmeret i selskabet.
Stk. 4. Hvert enkelt-medlem har ret til
at deltage i klubbens generalforsamlinger med 1 stemme. Andre
medlemmer, optaget i henhold til stk. 2, pkt. 2 eller 3, kan deltage
med indtil 3, senest ved generalforsamlingens begyndelse anmeldte
repræsentanter, der hver har 1 stemme.
Stk. 5. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst 1 måneds varsel til udløbet af regnskabsåret.
Stk. 6. Bestyrelsen kan slette et medlem på grund af kontingentrestance.
Stk. 7. Medlemmerne er ikke ansvarlige for klubbens forpligtelser. Intet medlem har krav på andel i klubbens formue.
§ 4 - Kontingent
Det årlige kontingent – inklusive kontingent
til Dansk-Tysk Selskab – fastsættes af bestyrelsen, dog højest op til
20% stigning i forhold til kontingentet året før.
Ændring af kontingentbeløbet fastsættes på generalforsamlingen.
GENERALFORSAMLINGER
§ 5 - Almindelige regler
Stk. 1. Klubbens øverste organ er generalforsamlingen. Den ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.
Stk. 2. Forhandlingssproget er enten dansk eller tysk.
Stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter reglerne i § 7.
Stk. 5. Hvert medlem har stemmeret som angivet i § 3, stk. 4.
Stk.
6. Stemmerne kan afgives ifølge skriftlig fuldmagt til et
tilstedeværende medlem. Eventuelle fuldmagter overgives til dirigenten,
så snart denne er valgt. Ingen kan have mere end 2 fuldmagter. Dette
gælder dog ikke fuldmagter afgivet af et medlem fra afdeling Vest.
Stk.
7. Afstemning sker ved håndsoprækning med mindre skriftlig afstemning
ønskes af bestyrelsen eller af ¼ af de tilstedeværende,
stemmeberettigede medlemmer, eller når det i øvrigt bestemmes af
dirigenten. Ved valg skal afstemning ske skriftligt, når der er
foreslået flere kandidater, end det antal der vælges.
Stk. 8.
Alle valg og vedtagelser sker med simpelt stemmeflertal, hvor intet
andet er bestemt i disse vedtægter, jfr. § 11 og 12. Ved valg afgøres
afstemnings- og optællingsmetoden af dirigenten.
Stk. 9. Skete vedtagelser indføres i en dertil af bestyrelsen autoriseret protokol, der underskrives af dirigenten.
§ 6 - Ordinær generalforsamling
Stk. 1. Ordinær
generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel
med angivelse af dagsorden. Medlemmers forslag skal være bestyrelsen i
hænde senest den 15. februar.
Stk. 2. Forslag til bestyrelsen - herunder
medlemmer der ikke møder til generalforsamlingen, kan kun tages i
betragtning, såfremt de ledsages af en skriftlig godkendelse fra den
foreslåede.
Stk. 3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed i det forløbne regnskabsår.
3. Aflæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse.
4. Valg af:
a) Formand.
b) Øvrige medlemmer til bestyrelsen,
c) 2 suppleanter,
d) 2 revisorer,
5. Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmer,
6. Eventuelt.
7. Rækkefølgen af forhandlingspunkterne kan ændres af dirigenten.
§ 7 - Ekstraordinær generalforsamling Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes:
a) Efter bestyrelsens beslutning
b) ifølge beslutning på en generalforsamling med angivelse af dagsorden.
c)
når skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden og begrundelse
er fremsat overfor bestyrelsen, underskrevet af 25% af klubbens
stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2. Indkaldelse skal udsendes med mindst 2 ugers, højst 4 ugers varsel.
KLUBBENS ADMINISTRATION m.v.
§ 8 - Bestyrelsen
Stk. 1. Klubben ledes af en på den ordinære
generalforsamling valgt bestyrelse bestående af 5-7 medlemmer (såfremt
det drejer sig om juridiske personer, må der nævnes en enkeltperson)
incl. Den af generalforsamlingen valgte formand. Herudover er formanden
for klubbens afdeling Vest født medlem af bestyrelsen.
Stk. 2.
Formanden vælges særskilt for 2 år ad gangen. De øvrige
bestyrelsesmedlemmer vælges ligeledes for 2 år ad gangen, således at
halvdelen afgår hvert år, efter valgalder, om fornødent efter
lodtrækning.
Stk. 3. Genvalg kan finde sted. Et medlem, der er fyldt 70 år, kan ikke vælges som bestyrelsesmedlem. Et bestyrelsesmedlem, der fylder 70 år i valgperioden, kan ikke genvælges.
Stk. 4. På den ordinære generalforsamling vælges 2 bestyrelsessuppleanter for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Stk. 5. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær.
Stk.
6. Bestyrelsesmøder afholdes mindst 1 gang hvert kvartal efter
indkaldelse af formanden eller i hans forfald næstformanden. I øvrigt
skal bestyrelsesmøde afholdes, såfremt det begæres af mindst 3
bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 7. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder på bestyrelsens opfordring og uden stemmeret.
Stk.
8. Bliver en bestyrelsespost ledig i valgperioden, indtræder en
suppleant på den ledigblevne post indtil førstkommende
generalforsamling.
Stk. 9. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Stk.
10. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt flertal af de
tilstedeværende medlemmer. Ved stemmelighed gør formandens, i hans
forfald næstformandens stemme udslaget.
Stk. 11. Bestyrelsen kan afholde udgifter til medhjælp ved administration af klubbens virksomhed.
§ 9 - Tegningsregler
Klubben forpligtes ved underskrift af
formanden eller næstformanden i forening med et andet medlem af
bestyrelsen. Den samlede bestyrelse kan meddele kassereren bankfuldmagt.
§ 10 - Regnskab og revision
Stk. 1. Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Efter regnskabsårets udløb udfærdiger bestyrelsen snarest regnskab for det forløbne år med status.
Stk.
3. Regnskabet revideres af 2 revisorer, af hvilke den ene skal være
statsautoriseret revisor eller registreret revisor. Revisorerne skal
konstatere om aktiviteternes tilstedeværelse og forsyne regnskabet med
påtegning om stedfunden revision og eventuelle bemærkninger i
forbindelse hermed.
Stk. 4. Et fyldestgørende uddrag af det
reviderede regnskab med revisionspåtegning udsendes senest 1 uge før
den ordinære generalforsamling.
§ 11 - Vedtægtsændring
Stk. 1. Ændring af vedtægter kan kun ske på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.
Stk.
2. Ændring af bestemmelsen i § 2 om klubbens formål kan kun ske efter
samme regler som angivet i § 12 med hensyn til klubbens opløsning.
§ 12 - Opløsning
Stk. 1. Beslutning om opløsning kræver
vedtagelse på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de
stemmeberettigede medlemmer er til stede eller lovligt repræsenteret og
at mindst 2/3 af disse stemmer for beslutningen.
Stk. 2. Er det
nødvendige flertal af medlemmerne ikke til stede eller repræsenteret,
men vedtages forslaget med 2/3 flertal, indkalder bestyrelsen til en
ekstraordinær generalforsamling med mindst 2 ugers og højst 4 ugers
varsel. På denne generalforsamling kan opløsningen vedtages med 2/3
flertal af de afgivne stemmer. Gyldige fuldmagter til den første af de
nævnte generalforsamlinger er ligeledes gyldig til den anden
generalforsamling.
Stk. 3. Ved opløsning af klubben overdages
dennes formue til Dansk-Tysk Selskab eller, såfremt dette selskab er
opløst, til andet formål efter generalforsamlingens beslutning.
§ 13 - Fortolkning af vedtægterne
Disse vedtægter affattes på
dansk med tysk oversættelse, ved eventuel tvivl om fortolkning af
vedtægterne er disses danske tekst afgørende.